Velkommen til IK Rosendal
FORSIDE SIH FODBOLD GYMNASTIK HÅNDBOLD BADMINTON NYHEDER/FOTO PETANQUE FOLKEDANS KLUBBLADET STØTTEFORENING HALLEN
20070808 IK Rosendal til Ramsing cup (37 billeder)

Tilsendt af Familien Kjeldgaard Pedersen

Klik på et billede for at se en forstørrelse.


 

Af Lars Kjeldgaard Pedersen

Ramsing Cup 2007


Det var med forventningens glæde i maven, at både børn og voksne begav sig til Spjald i Vestjylland fredag den 3. august. Fem hold var tilmeldt turneringen og for de to yngste årgange var der tale om debut i Ramsing Cup.
I løbet af fredag eftermiddag indfandt der sig efterhånden 18 campingenheder på den mark, der udgjorde campingpladsen i år. Der blev slået lejr, og alle hjalp hinanden med campingvogne, fortelte og iglotelte. Der var dømt campingstemning straks fra start. Vejret var varmt og såvel børn som voksne sørgede for at få væske nok.
Lilleput, drenge og juniorholdet blev indkvarteret på Spjald Skole, og Miniput samt mikro 00 boede på campingpladsen hos forældrene. Træneren for miniput, Henrik Andersen, havde udover trænerhvervet også to spillere udover sine egne børn til at bo hos sig, så Henrik havde nok at se til.

De fire ældste årgange skulle i kamp allerede fredag sidst på eftermiddagen, og næsten alle kom godt fra start. Kun drengeholdet måtte indkassere et nederlag fredag. I løbet af lørdagen blev der spillet godt fodbold af alle klubbens hold. Der var god tilskuereopbakning, da forældrene bakkede op om alle klubbens hold. Da indledende runde var færdigspillet var status følgende: Junior var gået videre med mulighed for guld. Drengeholdet var gået videre med mulighed for sølv. Lilleput var gået videre med maksimumpoint og virkede stærkere end de andre hold i rækken. Miniput gik videre til b slutspillet. Årgang 00 spillede alle mod alle og her var det ikke resultaterne 0,der var så vigtige, men i høj grad det sociale samvær og legen der var i højsædet.

Juniorholdet blev til lejligheden coachet af H. J. Bisgaard og Bjarne Mogensen. En rutineret trænerduo, som generøst delte ud af egne erfaringer. ”Bare spil fløjspil; så kommer målene af sig selv” og ”Det vigtigste i fodbold er: Kom ikke bagud fra start”. Der var ikke noget at sige til det gik juniorerne godt. Bisgaard var dog bange for, at holdet ville blive ”Prygelknabe” da han så hvilke hold de skulle op i mod. Men sådan gik det ikke. Søndag morgen sikrede holdet sig titlen som vinder af Ramsing Cup 2007. En rigtig flot indsats.

Drengeholdet trænes til dagligt af Kenneth Brok. Han havde til Ramsing Cup allieret sig med en rutineret Cupdeltager som holdleder. Farmand Kurt stod sin ældste søn bi på sidelinien mens ”Bette Brok” vogtede målet for drengeholdet. Resultatmæssigt blev det lidt op og ned for holdet. De kæmpede godt og spillede indimellem flot fodbold, men det rakte desværre ikke til medalje i denne omgang.

Lilleputholdet skulle spille 11 mands fodbold, og det glædede især de ældste drenge sig til. De spillede 11 mands sidste år, men har grundet nye regler spillet 7 mands i år. 16 spillere med 4 kompetente trænere udgjorde tilsammen det, der skulle vise sig at være en uovervindelig enhed. Lilleputholdet spillede rigtig flot fodbold og blev faktisk kun presset i næstsidste kamp i slutspillet hvor de mødte Mejdal IK og vandt 1-0. De øvrige kampe blev vundet hhv. 4-1, 5-0, 4-0, 4-1. Holdet består af en flok talentfulde spillere, som gennem godt teknisk spil kompensere for, at de ofte ikke er så fysisk stærke som deres modstandere. Holdet har også mange spillere, der er så talentfulde, at de er udtaget til talenthold i hhv. Rander og Aab. De dygtige spillere er: Mikkel Mollerup, Mikkel Nørgaard, Mikkel Bundgaard, Morten Bach, Kasper Sand, Aksel Graae Rasmussen (som i øvrigt kan ses på TV2Østjyllands hjemmeside under mandag den 6. august ”Arsenal i Randers”), Jacob Skifter Hald, Martin Grønhøj og endelig Christian N. Pedersen der som den eneste deltager på begge talenthold.

Miniputholdet var debutanter i Ramsing Cup regi, men det lod holdet sig ikke gå på af. De lagde flot ud med at vinde 2-1 i første kamp fredag. Lørdag spillede holdet uafgjort med Klinkby. Hjemmeholdet Spjald blev for stor en mundfuld, og her tabte holdet 5-0. I slutspillets første kamp klarede holdet med lodder og trisser 2-2 i første kamp, og det betød at en sejr i sidste kamp ville være lig en guldmedalje i b slutspillet. Til forældrenes skræk skulle kampen spilles søndag morgen kl. 08.00. Alle mødte dog friske op, og drengene kvitterede med det flotteste spil under turneringen. Fortjent hev holdet en 3-0 sejr i hus, ikke mindst pga. flot spil af målmand Thomas Knudsen.

Mikro 00 spillede kampe lørdag og søndag, og det blev til både nederlag og sejre. Spillerne hyggede sig i hinandens selskab, og der blev spillet spil, fodbold og strandtennis på campingpladsen. Største trækplaster var dog Palle og Britta Larsens 10 uger gamle labradorhvalp Blackie. Aldrig er en hundehvalp blevet så beundret og kælet for af så mange glade børn på en gang.

Alt i alt var Ramsing Cup igen i år et rigtigt godt arrangement. Jeg håber, at vi fra klubben næste år kan stille med hold i alle rækker, så endnu flere børn og forældre kan få lov til at opleve den helt specielle stemning, der opstår når mange glade mennesker er samlet.

Lars Kjeldgaard Pedersen