20090411 håndbolddrenge deltog i PUMA CUP i Støvring (7 billeder)

Foto og tekst: Merete Andersen

Klik på et billede for at se en forstørrelse.


 

I Påsken deltog U10 drengene for første gang i PUMA CUP i Støvring - 11 spillere + de to trænere Joan og Henrik. Alle drengene havde den rette indstilling og når der blev råbt "Hvad kæmper vi for", svarede de "Træningsdragten" (1. præmien).

Fredag startede i Haverslev Hallen med to overbevisende sejre og derefter middagsmad på MacDonalds. Derefter gik turen til Støvring, hvor de skulle indlogeres på skolen - som heldigvis lå lige overfor hallen, hvor der skulle spilles om lørdagen.

Vejret var perfekt, så udendørs arealerne blev flittigt brugt og både forældre og trænere havde sørget for rigeligt med forsyninger...slik, chips, frugt og meget mere. Der blev hygget og alle kom nogenlunde tidligt i seng.

Lørdag var der endnu tre puljekampe - alle blev vundet, den ene efter en meget spændende kamp. Nu var drengene så klar til semifinalen, som skulle spilles kl. 17.00. Flere forældre var klar på tilskuerpladserne.

Drengene gjorde det fantastisk flot og vandt 8 - 4 over Støvring. Der blev kæmpet godt, taget ved i forsvaret og da de først fik skudt sig forbi modstanderens målmand, var de ikke til at stoppe. Der blev klappet heftigt på tilskuerpladserne.

Søndag stod den så på finalekamp mod Vrå-Børglum. Drengene var parate, men måske også en smule nervøse - i hvert fald kunne de ikke rigtig komme forbi sidste skanse i målet, så desværre måtte de se sig besejret med 6 - 2. Ærgerligt, men alligevel en SUPER FLOT PRÆSTATION af alle drengene. De fik alle overrakt et flot sæt spilletøj (shorts + trøje) - bedre end ingenting, trods alt.